Hverdagen på Blaakilde for Viggo Jensen af Herdis Larsen

Viggo Jensens arbejdsopgaver

Viggo Jensen startede i smelteriet, hvor de kogte dyrene og lukkede spildevandet urenset ud i fjorden.

Derefter blev han chauffør og tog ud på landet for at hente syge og døde dyr. Det gjorde han også under krigen. Senere fik han ture til Herning og Silkeborg, hvor han hentede slagteraffald fra produkthandlerne. Herdis Larsen var nogle gange med på turene, og det syntes hun var mægtigt sjovt. De hentede dyr og slagteraffald og kørte lange ture sammen.

Desuden var han Blaakildes julenisse.

Skyderen

På Blaakilde, som på fabrikker den dag i dag, havde man øgenavne, og Viggo Jensen blev kaldt Skyderen, nok fordi han skød de syge dyr.

Vi skal lige have en spegepølse, Jensen

Viggo Jensen hentede slagteraffald fra produkthandlerne i og omkring Silkeborg. Slagter Jensen lavede nogle gode spegepølser, og der var mange på Blaakilde, der sagde: "Vi skal lige have en spegepølse, Jensen." Viggo havde en hel kasse, som stod på sædet i førerhuset, og dem solgte han til arbejderne på Blaakilde.

Til arbejdet var færdigt

Der var en vinter, hvor Viggo skulle til Vejle for at hente døde dyr. Han var stået op kl. 3 om morgenen, og det var svært at komme frem. Der var en del dyr dernede, så han måtte overnatte og kom først hjem om aftenen næste dag.

Direktør Ussing

Ussing sagde engang til Viggo: "Kan De lige tage lidt smør med hjem til konen." Det var på den tid, hvor chefen som regel ikke havde noget med arbejderne at gøre. Hvis chefen havde en besked til sine ansatte kom der bud fra kontoret.

Ingeniør Eriksen

Ingeniør Eriksen, som var mellemleder, boede på Skibsgade i et hvidt hus med sort tag, hvor gavlen vendte hen mod Blaakilde. Hendes far kom sammen med ham, og Herdis var i tjeneste der. Viggo og Eriksen kom vældig godt ud af det med hinanden.